'Kære kvinder, jeg er ked af det.'
Således begynder Royce Manns tre minutter lange slam-digt 'White Boy Privilege'. I den taler han til sine jævnaldrende om uretfærdigheder, de vil møde at han vil blive fritaget for at opleve, undskylde for uretfærdigheden i det, men indrømme, at han ikke ville skifte plads med dem.
Det er et brændende, ærligt stykke talt ord, der er overraskende velformuleret i betragtning af, at det var forfattet og udført af en mellemskoleelev i Atlanta-området.
Som kun 14-årig har Mann allerede formået at forstå, hvad et deprimerende antal voksne ikke kan synes at - hvordan systemisk racisme og privilegier arbejder hånd i hånd for at sikre, at ægte lighed forbliver lige uden for rækkevidde. “Da jeg blev født, fik jeg skrevet en succeshistorie til mig. Du fik en kuglepen uden papir,« siger han i videoen, som blev taget i maj ved hans skoles slam-poesi-konkurrence og gen-uploadet til YouTube af hans mor.
Video: Sheri Mann Stewart/YouTube
Derfra har det fået sin pæne del af opmærksomhed. Eller, måske ville Mann minde os om lidt mere end sin rimelige andel. Det er intet mindre end ironisk, at et hvidt barn kunne sige, hvad farvede mennesker har sagt i evigheder ved at bruge slam-poesi, af alle ting, for at få sit budskab igennem. Men det skal ikke forhindre folk i at dele budskabet, og det har den ikke.
Den her knægt. https://t.co/PRtdY38pLm via @iLPvideo
— Lizz 'Private Transaction' Winstead (@lizzwinstead) 10. juli 2016
https://twitter.com/OhSnapItzFrani/status/752663579980099585
https://twitter.com/AlGekas/status/753072868632694784
Internettet er selvfølgelig en hule af monsterpikke, hvoraf nogle skyndte sig ind for at sikre, at denne mor vidste, at hvor nogle mennesker så inspiration, så de indoktrinering og en forfærdelig mor. Det er uheldigt, at det er sådan, racistiske internetkommentatorer får sig selv til at føle sig bedre, men vi gætter på, at de skal have en måde at dulme sig selv på, når de indser, at et barn har mere følelsesmæssig og intellektuel dygtighed, end de har.
Manns mor burde i det mindste bære lidt af ansvaret for, hvordan hendes søn blev. Børn har deres egne sind, men når dit barn fortsætter med at slå fast begrebet privilegium som dette, gør du helt klart noget rigtigt. For når dit barn kan tale kortfattet med ægte indlevelse til andres oplevelser uden at blive selvironisk, er der håb for, at næste generation får succes, hvor vi snart må indrømme, at vi ikke har været i stand til det.
Hvis vi ikke ønsker at svigte dem fuldstændigt, er det vores ansvar at lære vores børn at sige fra på enhver måde, de kan, og også at lægge deres handlinger bag deres ord.
Mod slutningen af sit digt bliver Mann mere og mere inderlig i sin tale. Han kalder vores kollektive manglende evne til at indrømme, at mennesker er det ikke lige så 'pinligt', og han har ret. Det bliver mere end en lille smule ydmygende at vide, at et barn har talt om noget, mange voksne ikke vil.
I sidste ende undskylder Royce Mann ikke for at være hvid eller håber, at andre mennesker vil internalisere skam over deres hudfarve. Han siger, at privilegiet er ægte. Faktisk er det fantastisk; han er ikke villig til at opgive det. Men han er endnu mindre villig til at leve i en verden, hvor alle ikke har det samme privilegium, og vi tror på ham, når han siger, at han vil gøre, hvad han kan for at 'gøre den stige til en bro.'