Amerika har set nogle temmelig traumatiske begivenheder i det sidste år. Fra Ferguson til Baltimore til Orlando er presset på et rekordhøjt niveau for folk til at have vigtige samtaler om race, seksualitet og grundlæggende menneskerettigheder. Så det var kun et spørgsmål om tid, før de historielinjer begyndte at bløde ind i vores yndlings tv-dramaer, som f.eks Natteskiftet.
Mere: Natteskiftet Sæson 2: Hold os hooked, tone det ned
I aften dækkede showet et tumult, der brød ud, fordi en hvid betjent skød en ung sort mand. Og selvom showet er fiktion, kunne den samtale, de havde, og de meninger, karaktererne gav, være blevet trukket direkte fra Twitter eller et hvilket som helst nyhedsmedie. Mens jeg så det, forstod jeg, hvorfor forfatterne ønskede at dække emnet politimord, men hele episoden gjorde mig virkelig utilpas.
Jeg var ikke utilpas med emnet, for det er klart en samtale, vores land skal fortsætte med at have. Det faldt mig bare ikke i god jord, for jeg ved ikke, om vi skulle lave begivenheder som dette om til manuskript-tv.
Natteskiftet tog et problem med flere lag og kondenserede det til en episode på 40 minutter, som selv den tilfældige seer kunne forstå. Strømlining af den komplekse samtale kan kun hjælpe med at uddanne yngre seere, som måske ikke har forstået alt, hvad der skete under Ferguson eller Baltimore.
Mere: Hvem var ellers fuldt ud relateret til Dr. Zias kamp med sin mor videre Natteskiftet ?
Det giver også kontekst og leverer modsatrettede meninger på en måde, der ikke er aggressiv eller forudindtaget, noget ingen af os kan regne med vores nationale nyhedsmedier for. Så på den måde er forfatterne af Natteskiftet gjorde meget godt.
Men de lavede også en foregiven historie ud af et meget reelt problem, der i øjeblikket berører millioner af mennesker. Hver gang du opretter en fiktiv historie, kan du ved et uheld også give seerne tilladelse til at se de tragedier, der sker i det virkelige liv, som falske.
Mere: T.I. taler Ferguson: 'Amerika har skabt et monster'
Hver gang vi ser et masseskyderi eller et optøj eller nogen form for frygtelig tragedie, bliver vi lidt mere ufølsomme over for det. Og for et emne, der er så vigtigt som borgerrettigheder, har vi ikke råd til at tænke på det som blot endnu en plotlinje på tv. Især når tv har fordelen af at binde alt sammen med en pæn, ren afslutning – noget det virkelige liv aldrig kan gøre.